Hjemmebørn

Sammen vokser vi


En forening for dig, der ønsker at skabe et stærkt netværk med lærerige og samfundsrelevante aktiviteter, samt at være en del af et større fællesskab, der har børnefamiliens behov i fokus. 

I Foreningen Hjemmebørn skaber vi i fællesskab aktiviteter for børnefamilier i Silkeborg og omegn. Vi er en stor og stabil forening, der svinger imellem 50-70 familier, og vi har også plads til jer. Vi tilbyder aktiviteter 4-5 gange om ugen - primært i dagtimerne. Gennem et fast ugeprogram skaber vi en tryg ramme med planlagte aktiviteter, der giver mulighed for at deltage aktivt i et stort og stærkt fællesskab, og samtidig har vi fokus på at dyrke de nære relationer børnene imellem.

Hvilke aktiviteter har vi?

Mandag har vi spring & motorik i springhallen. Tirsdag og torsdag er der legestue med aktiviteter, som skiftevis har fokus på kreativitet, leg, læring mv. Onsdag mødes vi til musik & rytmik med en ekstern underviser i vintermånederne og til udendørs naturdag resten af året. Fredag er forbeholdt særlige arrangementer, såsom vores 4 årlige fester, affaldsindsamling, bedsteforældredag, storebørns legestue eller kulturelle indslag. Herudover afholdes en række voksenarrangementer, hvor det er muligt at afslutte nogle af de afbrudte samtaler og dyrke det særlige fællesskab, der opstår os forældre imellem. 

Ved sæsonstart oprettes de enkelte udvalg, som er ansvarlige for planlægningen af vores aktiviteter. Alle medlemmer har mulighed for at melde sig på et udvalg og herigennem få indflydelse på indholdet for den kommende sæson. 

Vi starter hver morgen med en samling, hvor vi synger vores velkomstsang og har en fælles leg eller lignende. Derefter vil en ansvarlig fra udvalget instruere og igangsætte dagens aktivitet.

Se et udpluk af vores aktiviteter i Galleriet og på vores Instagram, eller få mere information, lokation og åbningstider de forskellige ugedage under Kalender.

Målgruppe og indmeldelse:

Hos os er der plads til alle uanset baggrund og familiekonstellation. Hvor ofte i ønsker at deltage er også op til jer. Vi har familier som deltager i næsten alle aktiviteter, men også familier som prioriterer at deltage i én eller to aktiviteter om ugen. 

Der betales et halvårligt kontingent for medlemskab af foreningen, men det er muligt at få et par prøvegange inden tilmelding.

Kontakt os endelig for uddybende spørgsmål, eller ved ønske om prøvegang. Vi glæder os meget til at byde jer velkommen i vores fantastiske fællesskab.